Aprilsnar: Teknologisk gennembrud viser at vi alligevel kan elektrificere alt

Den tyske tech-startup, “Aha! We Electrify Everything” (AHWEE), etablerer sig i Trekantområdet og bliver partner i TEA. Virksomheden har revolutioneret teknologien indenfor målrettet elektromagnetisme, så de nu kan skabe kraftfelter, der kan få personer og ting til at holde sig svævende midt i luften.

-Vi kan skabe magnetisk levitation med så stor præcision, at skriveborde og stole er overflødige. Principielt er bygninger også overflødige på sigt, fordi vi kan indstille magnetfelterne så præcist, at vi kan regulere varme og indekomfort inden for hver sit svævende rum. Det her er første skridt på vejen mod at gøre bygningsmaterialer og brændstoffer helt overflødige. Man behøver ikke fælde et træ for at direktøren kan sidde ved et bord eller på en stol. Missiler kan svæves mod fjender og kræver ikke brændstof. Det samme med hverdagsvarer, som ikke længere kræver en lastbil. Teknologien viser, at det er muligt at elektrificere alt, og at vi ikke har behov for fysiske materialer længere, siger David Kopferfeld, CEO ved AHWEE.

Teknologien kræver enorme mængder strøm, og derfor har David Kopferfeld også udset Danmark som et interessant udviklingsområde.

-Vi skal finde løsninger, der kan erstatte de fossile energikilder i samfundet, og i Danmark er man så glade for elektrificering, at man endda prøver at erstatte energisystemer som fjernvarme, som allerede har fortrængt fossil energi. Den bølge af hengivenhed til ultimativ elektrificering vil vi ride med på. Men for at have nok strøm til hele vores energisystem og også de fysiske produkter, så skal vi i gang med at etablere kernekraft flere steder i Danmark. Vi kan lige nå at have nok i 2045, hvis vi går i gang med at bygge dem nu, siger David Kopferfeld.

I Trekantområdets PtX-samarbejde må man erkende, at fysikkens love er til for at blive brudt, og det er virksomheder som AHWEE, der kan bane vejen mod ultimativ grøn omstilling.

-Vores ærinde i samarbejdet er at finde alternativer til vores storforbrug af fossile energikilder og råstoffer i energisystemet og industri. Vi må erkende, at det er langt nemmere at bygge nyt, end det er at bruge, hvad vi allerede har. Og folk forstår ikke rigtig det her med, at vi bruger fossil olie til plastic, møbler, asfalt, maling og alt muligt i vores dagligstuer. Man må af en eller anden grund gerne fælde et træ for at bruge til det til bygningsmaterialer, men resterne må ikke bruges til energi. Elektrificering kan alle forstå, så hvis vi skal nå de danske klimamål, så må vi stræbe efter det umulige og tage løsninger fra alle hylder. Også dem der løser problemer, som er håndteret uden strøm.  Derfor byder vi velkommen til AHWEE i TEA-partnerskabet, siger Søren Schmidt Thomsen, direktør i TEA.