Tre nye partnere til Trekantområdets samarbejde om bæredygtig energi til tung transport
Triangle Energy Alliance, TEA, opruster partnerskabskredsen fra 21 til 24 virksomheder. De nye partnere er Vejle Erhvervshavn, Better Energy og BLACKBIRD AIR, der deler ambitionerne om at gøre Trekantområdet til et Nordeuropæisk kraftcenter for produktion af grøn og bæredygtig energi til husholdninger, transport og industri.
-Det er en kæmpemæssig opgave og kræver tæt samarbejde mellem virksomheder, kommuner og stat om demonstrationsprojekter, der kan bringe produktionen af ny, grøn energi op i skala. Men Trekantområdet har de ideelle forudsætninger til at lykkes med opgaven med en veludbygget infrastruktur, et tæt samarbejde mellem kommuner samt nu en gruppe på 24 partnere med solide kompetencer på helt centrale dele af den grønne energiproduktion.
Vores opgave er at spille hinanden stærkere og komme hurtigt op i produktion. Lykkes vi med det, kan gevinsterne for virksomheder og samfund blive meget store, siger Christian Motzfeldt, bestyrelsesformand i TEA.
Lokal CO2-fangst og opbevaring
Selskaberne repræsenterer hver en unik kompetence til at bygge led i de nye værdikæder af den grønne energiproduktion. Vejle Erhvervshavn besluttede i 2020 at gå ind i markedet for at fange, opbevare og distribuere CO2, som kan opfanges fra lokale virksomheder og afsættes som ressource til energivirksomheder i Trekantområdet, ifølge direktør Knud Vang Nielsen.
-Vi kan se, at der er en forretningsmulighed for Vejle Erhvervshavn ved at indgå i den logistiske kæde af fangst og udnyttelse af kulstof til grøn energi. Vi har plads, og vi har investeringsvillighed til at etablere de nødvendige opbevaringsanlæg, og vi kan se, at der også er lokale virksomheder i Vejle, der kan se en fordel ved CO2-fangst. Med det marked, der tegner sig for grønne drivmidler, så vil vi gerne videreudvikle havnen som logistik-hub i en skala, der supplerer Trekantområdets andre erhvervshavne, siger Knud Vang Nielsen.
Vedvarende strøm i kæmpe skala
Behovet for vedvarende strøm fra sol og vind vil stige voldsomt i takt med generel elektrificering af samfundet, men med PtX-udviklingen som bærende produktion af grønne drivmidler stiger også behovet for vedvarende energi fra vind og sol. Og Better Energy har bevist evnen til at opskalere med blandt andet den største subsidie-fri solcelle-park i nordeuropa med en kapacitet på over 200 MW, svarende til 127.000 danskeres samlede elforbrug.
-Vi har idag en projektportefølje på over 6 GW ny solcellekapacitet, som vi etablerer i de kommende år. I Trekantområdet arbejder vi med at udvikle kapacitet på mere end 500 MW vedvarende energi, siger Rasmus Lildholdt Kjær, CEO i Better Energy, som er et af Europas hurtigst voksende bæredygtige energiselskaber.
-Når vi udvikler og opfører solcelleparkerne, kombinerer vi det med miljømæssige formål som at udtage lavbundsjorde, beskytte drikkevandet og øge natur og biodiversitet på arealerne. Vores særlige ekspertise er at kombinere klima- og miljømæssige formål og kommercialisere og skalere VE-teknologier. Det har enormt potentiale for os, hvis vi sammen med partnerne i TEA kan få udnyttet strømproduktion optimalt og deltage og bidrage med løsninger af kommerciel storskala- produktion af hydrogen, SAF og Naphtha, siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Frontløbere for bæredygtig flytransport
Flyselskabet BLACKBIRD AIR med base i Billund Lufthavn er ejet af Heartland og leverer transport med privatfly til primært erhvervsrejsende, som hurtigst muligt efterspørger løsninger på bæredygtige jetfuels.
-Vores forretning retter sig primært mod erhvervs- og VIP-segmentet med flyvninger i hele verden, og vi opererer med en af Europas mest moderne fly-flåder. Vi har kunder, som er ekstremt interesserede i at kunne bidrage til at minimere påvirkningen på miljøet, når de benytter vores fly, ved at de flyver på vedvarende energi, siger Ole Dupont Christiansen, CEO i BLACKBIRD AIR.
-Vi har vist, at vi med vores koncept kan lykkes med at være frontløber i forretnings-flybranchen ved at fokusere på kvalitet frem for kvantitet. Det betyder også, at vi forsøger at være teknologisk i front i denne del af industrien. Derfor er BLACKBIRD AIR den rigtige strategiske aftager af grønne drivmidler, og vi byder ind med et ønske og et krav fra vores investorer og kunder om, at vi skal finde løsninger på bæredygtige jetfuels snarest muligt. Samarbejdet i Trekantområdet har det mest realistiske setup til at nå langt på den korte og lange bane, siger Ole Dupont Christiansen.
Det rette hold, timing og infrastruktur
Det er en fortrøstningsfuld bestyrelsesformand i Triangle Energy Alliance, der oplever, at gruppen af samarbejdspartnere er ved at blive rigtig stærk. Opgavens omfang er langtfra triviel, gør Christian Motzfeldt klart, som han også mener bør tilgås med både ydmyghed og pioner-ånd, for det er et helt nyt cirkulært energisystem, der skal skabes.
-Det handler om at være ambitiøs og vedholdende, men også ydmyg overfor den meget store opgave, som den grønne omstilling af energi, transport og industri er. Men potentialet målt i job, velstand og bedre miljø er tilsvarende store. I modsætning til at importere olie til Danmark, som vi historisk har gjort, så bliver energisektoren en industri, som vil trække meget mere lokal arbejdskraft, blandt andet fordi strømmen og den øvrige grønne energi skal produceres tættere på forbrugerne. Vi har også hidtil set grønt CO2 eller overskudsvarme som et spildprodukt, men nu skal vi betragte det som en ressource, forklarer han. Hvert led i de nye værdikæder er ekstremt vigtige. Det er ikke noget, vi har prøvet før i stor skala, så det kræver samarbejde på helt nye måder.
-Men for dem, det lykkes for, der er et kolossalt erhvervspotentiale. Hvis man skal gøre det på en konkurrencedygtig måde, så kræver det evnen til at samarbejde med den fælles forståelse, at vi er hinandens forudsætninger og styrker. Vi er nu 24 af de helt rigtige samarbejdspartnere, som har givet hinanden håndslag på, at vi vil gøre en stor indsats for at få det her til lykkes, siger Christian Motzfeldt.
Kontakt:
Christian Motzfeldt, Bestyrelsesformand TEA, tlf. 40 80 48 60
Søren Schmidt Thomsen, Sekretariatschef TEA, sst@triangleenergyalliance.dk tlf. 29 46 68 64
Knud Vang Nielsen, Direktør for Vejle Erhvervshavn, tlf. 40 26 22 24
Rasmus Lildholdt Kjær, CEO Better Energy, tlf. 27 28 24 04
Ole Dupont Christiansen, CEO BLACKBIRD AIR, tlf. 60 37 97 47