Ingeniøren: Det oversete råstof – derfor er der påtrængende behov for en kulstofstrategi

Vi har brug for flere kilder til kulstof. Det er faktisk nødvendigt i et klimaneutralt samfund. Derfor er debatten og kritikken af biomasse, til noget så banalt som at producere strøm og varme, også langt henad vejen forfejlet, skriver direktør Søren Schmidt Thomsen og professor Lasse Rosendahl, i Ingeniøren/Gridtech.

Læs mere

Vi mangler en kulstofstrategi i Danmark, og behovet bliver kun mere og mere påtrængende. For behovet for kulstof handler ikke bare om den energi, som biomasse indeholder; det handler langt mere om biomassens fysiske og kemiske egenskaber, samt om alternative kilder til CO2.

Vi har brug for flere kilder til kulstof. Det er faktisk nødvendigt i et klimaneutralt samfund. Derfor er debatten og kritikken af biomasse, til noget så banalt som at producere strøm og varme, også langt henad vejen forfejlet. For kulstof bruges også til plast, maling, brændstoffer, kemikalier – nærmest alle de mange ting, som vi anvender, omgiver os med og er afhængige af hver eneste dag.

Så hvis vi ikke tænker os om, hvordan kommer regningen så til at se ud? Hvilke forsyningsproblemer venter os, hvis vi ikke får lagt en plan?

For meget – og nu for lidt?

En af udfordringerne ift. kulstof er, at vi har brugt flere årtier på at nå til en bredt forankret forståelse af, at menneskelig aktivitet og ikke mindst brugen af fossile ressourcer er hovedårsagen til klimaforandringerne. Der er kommet for meget CO2 og andre klimaskadelige gasser ud i atmosfæren, når vi pumper olie, kul og gas op fra undergrunden. Så langt, så godt.

Når nogen så prøver at formidle budskabet om, at vi har for lidt CO2, eller rettere kulstof, bliver det naturligt nok at blive mødt med undren. ‘Den må du længere ud på landet med,’ kan man se, at de tænker. Ikke desto mindre er den god nok. Vi kan ikke løse hverken klimaudfordringerne eller skabe energiuafhængighed alene med grøn strøm. Langt fra.

Vi har alt for lidt kulstof, som er umiddelbart tilgængeligt og af en homogen karakter – og ikke mindst i en skala, der kan erstatte de utroligt mange forskellige kulstofholdige produkter, som vi alle anvender i hverdagen. Vi kommer derfor til at måtte prioritere mellem forskellige behov.

Sådan en prioritering kræver en sammenhængende plan, så vores folkevalgte kan træffe de svære, men nødvendige, valg på et oplyst, sagligt grundlag. Det grundlag eksisterer nemlig ikke endnu, og problemet tager til, hvis der træffes kortsigtede beslutninger på et forenklet grundlag. Eksempler på de kortsigtede løsninger kan være vores biomassebaserede kraftvarmeværker eller biogas til rumopvarmning. Disse molekyler er alt for værdifulde til blot at sætte en tændstik til.

Biomassedebatten

Når debatten om biomasse er et godt sted at starte, er det fordi, den virkelig kan få mange op af stolene, særligt kritikere af brug af biomasse i energisektoren. Det grundlæggende argument er, at vi kan producere strøm langt mere effektivt fra sol og vind og uden problemer kan lagre det i batterier.

Det lyder jo godt, men det løser alt sammen kun en delmængde af vores behov og baserer sig på en fejlagtig forståelse af, at vi kan klare os, hvis vi bare har nok (grøn) strøm. At drive et samfund handler ikke blot om energi. Det handler i lige så høj grad om ressourcer til vores produkter: ting i den fysiske verden. Det, du kan røre ved.

Biomassens reelle værdi ligger nemlig ikke kun i den energi, som halm eller træflis repræsenterer, og som vi kan anvende til at producere strøm og varme. Biomassens værdi ligger i fremtiden i langt højere grad i de kulstofholdige molekyler, som sammen med en masse brint og ilt udgør cellulose, hemicellulose og lignin.

Kulstof er ikke bare kulstof

En elektron i elinfrastrukturen, uanset om den kommer fra en vindmølle, et solpanel, et kraftvarmeværk eller en atomreaktor, er det samme. Klimaaftrykket fra produktion og transmission er forskelligt, men ’produktet’ er det samme. Sådan forholder det sig ikke med kulstof.

Kulstof kommer i fantastisk mange afskygninger med varierende klimaaftryk og anvendes til næsten alt vi omgiver os med. Det kan være fast, flydende eller på gasform og med utroligt forskellige energiindhold og anvendelsesmuligheder. Det er derfor ikke så sært, at det er svært at tage en saglig diskussion om kulstof: For hvordan får vi et ensartet grundlag at drøfte det ud fra?

Alternativer til biomasse er på vej

I en fremtid med en markant reduceret anvendelse af fossile ressourcer, skal vi have fundet andre veje til at anskaffe kulstof til vores produkter, og de skal komme fra ’den åbne cyklus’. Det vil sige fra atmosfæren, herunder fra træer, planter eller alger gennem fotosyntese.

Men dét alene kommer ikke til at række – dertil er vores forbrugsmønstre og -omfang for stort. Så vi kommer også til at skulle hente kulstof ud af vores havvand (Direct Ocean Capture) og atmosfæren (Direct Air Capture).

I princippet kan vi producere alle kulstofholdige produkter fra CO2 i stedet for fra fossil olie, kul eller naturgas. De er dog typisk dyrere, end når de er baseret på de nuværende fossile kulstofkilder eller på fotosyntese. CO2 skal nemlig både indfanges og konverteres, hvortil der ofte skal bruges brint, som skal produceres fra vedvarende elektricitet. Det forskes der i mange steder i verden, ikke mindst her i Danmark.

Hvor hurtigt disse nye teknologier bliver klar er usikkert. Nogle spor er allerede skaleringsmodne, mens andre fortsat kræver forskning og udvikling i teknologier og værdikæder for at bringe prisen ned. Men det er nødvendigt at komme i gang, også med skalering og implementering, for at teknologierne kan være klar, når vi for alvor har brug for dem.

Hvor meget mangler vi?

Det korte svar er, at det ved vi ikke helt præcist endnu. Et kvalificeret bud, hvis vi omregner alle vores forskellige behov for kulstof til CO2-ækvivalenter, er et samlet samfundsbehov på 30-35 mio. tons CO2, inklusiv de nødvendige 7,9 mio. tons, der skal bruges til at bringe os frem til 110 pct.-målet i 2050.

Med de nuværende planer og politikker, herunder elektrificering af industri, udfasning af biomasse fra varmesektoren, og udbygning af biogas, står vi med punktkilder i 2040 på 5-10 mio. tons CO2 + biometan fra landbruget + et potentiale for at hente mere kulstof fra land- og skovbrug, men det kan langt fra lukke hullet.

Vi kan derfor med rimelig sikkerhed sige, at vi langt fra kan sikre en rimelig selvforsyningsgrad af kulstof i 2050, hvis vi fortsætter ad det spor, vi er på nu. Vi vil få brug for import eller nye teknologier.

Vi har brug for en plan

Udfordringen er, at vi slet ikke har forstået, hvor stort problemet bliver, og at vi ikke bare kan ’afskaffe’ brugen af kulstof i fremtiden. For hvor skal kulstoffet til grønne brændstoffer til vores forsvar så komme fra? Kulstof, der skal bruges til plast, kemikalier, fibre, byggematerialer, maling og så videre.

Derfor har vi brug for en en kulstofstrategi, som vores politikere kan lægge til grund for de svære, men nødvendige, valg, som vil lægge rammerne for vores samfund om ganske få år.

Fagligt grundlag for kulstofstrategi

Professor Lasse Rosendahl, direktør i The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center – CORC

Søren Schmidt Thomsen, direktør i Triangle Energy Alliance