Hvis PtX skal lykkes, må Danmark gøre som Vejen
Af Søren Schmidt Thomsen, direktør i Triangle Energy Alliance
Kronikken er bragt i Børsen den 13. januar 2026
Grønne projekter sat på pause, lagt i skuffen eller helt sløjfet. Det er de barske realiteter for et 2025, hvor vi herhjemme har haft mere end svært ved at omsætte PtX-ambitionerne til produktionsinvesteringer. Eller CO2-fangst og lagring (CCS) for den sags skyld, hvor projekt efter projekt har trukket sig fra statens udbud på trods af det helt åbenlyse behov for at fange og lagre CO2 for at nå de danske klimamål og afvikle generationers klimagæld.
Uanset hvor fristende det end må være, er det ikke et år, der skal gå i glemmebogen. Lad i stedet 2025 blive et år, hvor vi tager ved lære af den monumentale opgave, vi som samfund står over for.
For det er helt åbenlyst, at der skal ske store landvindinger i 2026 for Danmark og resten af Europa i de sektorer, der ikke umiddelbart kan elektrificeres.
Alternativet og skrækscenariet er, at PtX-produktionen ikke kommer i gang i tide, og at der derfor slækkes på kravene til de grønne brændstoffer fra EU’s side. Det vil medføre en usikkerhed, der er den rene gift for at sikre de nødvendige investeringer til omstillingen af transportsektoren især.
I min verden kalder det på et kursskifte. Det er ikke nok at skifte spor, hvis det fører samme vej hen – vi skal en anden retning.
Man skal lære af sine fejl
Selvom man skal passe på med at drage konklusioner på tværs af ”fejlslagne” projekter, er der alligevel fælles erfaringer, vi kan gøre noget ved som samfund.
Det kan godt være, at hvert sit projekt har sin helt egen logik, økonomi og udfordringer, men fælles for dem alle er de vilkår, de er underlagt. 2025 er et billede på, at summen af rammevilkår for grønne brændstoffer ikke har været nok til at give fremtidens grønne brændstofproduktion tilstrækkelig luft under vingerne. Everfuels brintfabrik i Fredericia og European Energys e-metanol anlæg i Kassø er elegante foregangseksempler for morgendagens energisystem, men fuldt udbytte er begrænset af unødige benspænd.
Min påstand er derfor også, at vi kan indhente megen af det tabte momentum, hvis vi i fællesskab formår at skrue op for de rigtige virkemidler. Men vi skal være enige om, hvad der skal til. Her har virksomheder og staten et fælles ansvar for at danse i takt til musikken, lytte til hinanden og dele risici på en balanceret måde.
For selvom alle har de bedste intentioner om at lykkes som grøn vinder-nation, er min klare oplevelse, at der er en stor kløft mellem behovet i virksomhederne og de virkemidler, der bliver stillet til rådighed. Den kløft skal lukkes!
Vejen viser Vejen
Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel til DI’s årlige temperaturmåling i kommunerne og deres evne til at skabe gode vilkår for virksomhederne. Sat på spidsen en slags eksamen om, hvor tiltrækkende virksomhederne finder den enkelte kommune, så de kan investere og skabe vækst og arbejdspladser, gerne af den grønne slags.
I 2025 blev Vejen Kommune igen udnævnt som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, for anden gang på blot fire år. En kommune, som godt nok ligger midt i det sydjyske, men som ikke har haft historiske givne fordele eller gamle erhvervsklenodier at læne sig op ad for at drive udviklingen i og omkring Vejen.
De ved godt, at hvis der skal ske udvikling, skal de selv skabe den. Sammen. Det er blevet en kultur i samarbejdet mellem kommune, erhvervsservice og virksomheder. En kultur vi også kender i Triangle Energy Alliance. En kultur der ikke overraskende virker, og hvor det handler om at finde løsninger og fjerne benspænd.
Men hvad nu hvis vi lavede et tankeeksperiment? Hvad nu hvis Danmark hvert år skulle til en tilsvarende eksamen på EU-plan. Hvor vil vi ligge i erhvervsvenlighed?
Der arbejdes på meget, men mit indtryk er ikke, at vi lander en topplacering, når det kommer til produktion af grønne brændstoffer.
Det er vigtigt, at vi hele tiden holder for øje, at vi kæmper på en international arena om at tiltrække investeringer. Har man ikke de rigtige forhold, så lægges investeringsmidlerne uden om Danmark. Kort og godt.
Så jeg kan egentligt godt lide tanken om en tværnational erhvervsmåling. Ikke for at pege fingre, men fordi vi på kommunalplan kan se, at det faktisk flytter fokus mod at få fjernet de berømte sten i skoen. Det har vi i den grad brug for.
Vi vil komme langt som nation, hvis vi fulgte Vejens eksempel.