Hverken økonomisk eller fysisk er det muligt at undvære brint i store mængder

(debatindlæg er bragt 18. november 2024 i Altinget.dk)

Man kan få indtryk af, at ”luften er gået af brintballonen”, når man læser den seneste dækning om storskala-brintprojekter og forsinkelser af infrastruktur.

Intet kunne være mere forkert. Dels er der truffet en beslutning om at fastholde brintudbygningen, hvilket er positivt og nødvendigt.  Derudover er det ikke økonomisk eller fysisk muligt at undvære brint i store mængder og skala, fordi europæisk transport og produktionsindustri er afhængige af fundamentale, grønne råstoffer som brint og kulstof. Der er ingen vej udenom.

Vi er efterhånden ved at vænne os til, at store energi-infrastrukturprojekter bliver forsinket, allerede inden de er sat i gang, men det må ikke slå os ud ad kurs. Vi er nødt til at gå dedikeret til vores forpligtelser til at skabe massive CO2-reduktioner, hvor det er sværest.

Den brændende platform er i fuld lue omkring os i hverdagen lokalt og globalt, og vi har fundet CO2-slukkeren. Vi skal have pillet den af væggen og påbegyndt slukningsarbejdet.

Dansk brintinfrastruktur er udskudt til 2031, for ting tager tid – også et nyt energisystem – men nu står det klart hvad der kræves af de kommercielle aktører efter Energinets nylige udmeldinger.

I 2050 vil vi kigge tilbage på 2020’erne og de beslutninger, der skabte fremdrift. Det er rigtig godt gået af Lars Aagaard, forligspartierne, embedsværket, Energinet og brintproducenterne, for det er nødvendigvis en udfordring at skabe de strukturelle rammer, der kan få en kombination af storskala-teknologier til at leve og supplere hinanden i praksis i et nyt grønt energisystem. Vi troede bare at det var lettere end det har vist sig.

Brint og PtX er det store gearskifte i oprampning af elforbrug, som kan og skal matche udnyttelsen af vindpotentialerne i Nordsøen, hvor vi har energiressourcerne til den rigtigt svære del af den grønne omstilling. Skala er den eneste måde at få prisen ned på slutprodukterne, og derfor skal brintrøret samtænkes med offshore-udbuddene.

Optimer tidslinjen for dansk brintinfrastruktur

Som Lars Aagaard også selv fremhæver, så er det vigtigt, at der stadig er fuldt fokus på optimering af den nye tidslinje. Vi har en fælles interesse i, at der fra politisk side indføres initiativer, som gør det muligt for Energinet at gennemføre strukturelle godkendelser hurtigere. Hvor det er muligt, er det hensigtsmæssigt at øge tempoet på det nedre T, hvor de mest modne projekter kan give brint i rørene og de tidligste erfaringer, og hvor ”I’et” fra grænsen til Vejen kan konverteres fra naturgas til brint. Måske den strækning kan åbnes tidligere?

Brintinfrastruktur til Tyskland skaber maksimal værdi i og for Danmark. Det sker ikke alene gennem eksport af brint som halv-fabrikata, men værdiforøgelsen opstår, når man kan forædle brint til blandt andet grønne brændstoffer. Brintinfrastrukturen bidrager med forsyningssikkerhed af centrale, komplekse kulstofholdige produkter, som flybrændstoffer. Derfor skal røret til Fredericia, hvor kapacitet og kompetencer er til stede allerede, blandt på grund af det ene af Danmarks to raffinaderier.

Vi er i samme båd!

Både Esbjerg, Fredericia og resten af det danske samfund hænger tæt sammen i en fælles opgave, hvor vi skal have enderne til at nå sammen. Når vi lykkes i Esbjerg med at få skabt sikkerhed for tilstrækkelig kapacitetskøb hos aktørerne, så lykkes vi også i Fredericia, hvor vi ved at aktørerne har budt den nødvendige kapacitet ind.

Det tankevækkende er, at i det store billede er det meget små offentlige midler, der mangler for at kunne reducere Energinet’s bookingskravet fra 0,8 GW til 0,6 GW og derigennem fjerne den projekt-afhængige risiko, som opstår, når bookningskravet på nuværende tidspunkt kun kan indfries ved, at to aktører gør sig afhængige af hinanden. Det er uholdbart og skal løses.

Prisen for hele ”7-tallet” er blot 4 milliarder kroner. Eller blot 10% af, hvad staten har afsat til at løfte CCS-området. Samtidigt, er det tankevækkende, at den manglende sammenhæng til offshore-udbuddet – så det sikres, at byderne kan “overplante” i koncessionerne – risikerer, at statens udkomme af udbuddene reduceres langt mere end de ca. 3,8 mia. dkk.

Nu hvor Tyskland har meldt ud, at de investerer knap 19 milliarder euro eller cirka 140 milliarder kroner til deres brint-infrastruktur, er det naturligt at spørge, hvor stor den statslige risiko egentlig er på, at det ikke bliver en god samfundsmæssig forretning? Det må kunne fikses i de kommende uger og måneder, når fornuften indfinder sig. Vi har ikke råd til at lade være, hverken økonomisk eller klimamæssigt.

Der kan i øvrigt opstilles en næsten parallel situation til behovet for CO2-infrastruktur og Danmarks muligheder for at blive knudepunkt for CCS.  Så har vi fundamentalerne, der i praksis kan gøre os uafhængige af fossile energikilder. Det arbejde er også i gang, og hvor hensigtsmæssige knudepunkter er tilsvarende brintinfrastrukturen.