Grøn strøm fra Nordsøens energiø lander i Trekantområdet

Når den grønne strøm fra en kommende Energiø i Nordsøen skal tilsluttes det danske højspændingsnet, så udpeger Energinet Revsing i Vejen som en hensigtsmæssig placering. Det vil give massiv medvind til Trekantområdets indsats for at udvikle grønne brændstoffer til især den tunge transportsektor med lokal power to X- teknologi.

Trekantområdet er godt på vej til at blive porten til grøn energi og grønne brændstoffer, og det giver massiv medvind, når Energinet udpeger Vejen Kommune som ideel tilslutning af kablerne med havvindmøllestrøm fra Nordsøen. Udover grøn strøm til elnettet, så vil det også få stor betydning for mulighederne for at omdanne de store mængder grøn el til brint og grønne brændstoffer.

-Når Energinet vurderer, at en kommende omformerstation med fordel kan ligge i Trekantområdet, så er det særdeles gode nyheder for både Trekantområdet og for Danmark”, siger Christian Motzfeldt, bestyrelsesformand i Triangle Energy Alliance.

PtX – partnerskabet i Trekantområdet, Triangle Energy Alliance (TEA), er nået langt med at forene kræfter blandt Trekantområdets kommuner og virksomheder, som tilsammen har den unikke kombination af ekspertise, tekniske anlæg og energiinfrastruktur til produktion af grønne brændstoffer. Adgang til store mængder grøn strøm fra Nordsøen er afgørende for at kunne producere grøn brint og andre grønne brændstoffer til den tunge transport, som luftfart- og shipping.

”Investeringer i ny energi-infrastrukturer skal naturligvis tænkes sammen med de eksisterende infrastrukturer, hvor Trekantområdet allerede har en stærk kombination af infrastrukturer på el, gas, olie/jetfuel, fjernvarme, havne, transportcentre for både vej- og jernbanetransport og ikke mindst Danmarks næststørste lufthavn i Billund. Tilslutningen af kablerne med havvindstrøm fra Nordsøen til Vejen i Trekantområdet betyder, at vi er sikret god adgang til grøn strøm og får derfor kraftig medvind til en af den grønne omstillings helt store udfordringer, nemlig udfasning af fossile brændsler fra den tunge transport. Grøn strøm direkte i Trekantområdets elnet vil sætte turbo på vores PtX-samarbejde og styrke mulighederne for hurtigt at få prisen på slutprodukterne ned”, siger Christian Motzfeldt.

Stikkontakt til grøn strøm i Vejen

Energinet udpeger både Revsing i Vejen eller sekundært Landerupgård ved Kolding, som gode placeringer for en omformerstation. Med regeringens udmeldinger om, at der skal bygges fire yderligere energiøer, kan det være, at mange flere placeringer kommer i spil, men begge placeringer vil bygge oven på Trekantområdets styrkeposition, derfor er Vejens borgmester, Frank Schmidt-Hansen spændt på, om Trekantområdets stikkontakt til fremtidens grønne strøm kommer til at ligge i Vejen Kommune.

-Det vil være rigtig spændende for os at bidrage til udviklingen i den grønne omstilling, hvor vi i forvejen har fundet plads til kritisk infrastruktur med omformerstation for VikingLink. Og vi har skarpt fokus på at etablere endnu flere solcelle-parker, hvor vi er på forkant med regeringens efterspørgsel på mere grøn landbaseret strøm for at blive uafhængig af russisk gas. Elnettet er stærkt i Vejen, og det kræver ikke yderligere investeringer i højspændingsnettet, så det giver god mening at fortsætte i samme grønne spor i dialog med både Energinet og rigtig god dialog med de lokale lodsejere. Grøn infrastruktur er nødvendigt, og lokalområdet skal kunne følge med. Derfor er vi også glade for, at vi sammen med Energinet kan invitere borgerne ind til lokale samtaler om, hvordan vi på bedst mulig måde kan bidrage til den grønne omstilling, siger Frank Schmidt-Hansen, borgmester i Vejen.

Råstofferne til PtX er el og kulstof

For at kunne lykkes med at lave grønne brændstoffer, er det dog ikke nok med grøn el til at producere brint. Brint kan bruges direkte til visse formål, for eksempel industrielt eller til tung vejtransport, men for at kunne løfte på de helt svære dele af den grønne omstilling, for eksempel flytransport, skal der også tilsættes kulstof. Også her har Trekantområdet en styrkeposition. Dels i form af store kilder til kulstof, dels i form af havnefaciliteter til indskibning af kulstofholdige restprodukter fra land- og skovbrug, og endelig i form af raffinaderiet Crossbridge Energy Fredericia.

– Med raffinaderiet i Fredericia har vi allerede én af de kommende storskala PtX-fabrikker, som vi har brug for i Danmark. Crossbridge Energy Fredericia er eksperter i at producere brændstoffer til den tunge transport, og de er allerede koblet til det lokale fjernvarmesystem, TVIS, hvor de leverer ca. ¼ af varmen. I takt med, at den brint og det kulstof, de anvender i deres produktion, kommer fra bæredygtige kilder, bliver deres produkter også gradvist mere bæredygtige. Sammen med nye potentielle PtX-anlæg og også udbygning af landbaseret vind- og solstrøm har vi de bedste muligheder i Danmark for at koble fremtidens energisystem endnu bedre sammen, siger Christian Motzfeldt.

CO2 analysearbejde og kommende brintinfrastruktur

Klima-, energi- og forsyningsministeriet har lige skudt et regionalt analysearbejde i gang, hvor der i 6 regionale klynger skal ses på mulighederne for at opsamle, transportere og anvende kulstof til lagring (CCS) eller til anvendelse (CCU/PtX). TEA og en række af TEAs partnere deltager i styregruppen for arbejdet i Fredericia og Trekantområdet.

Samtidig er der overvejelser omkring etablering af et sammenhængende nordeuropæisk brintnet, som dels baseres på omlægning af eksisterende gas-infrastruktur nær ved Revsing, dels på nye rørledninger, hvor et dansk overskud af brint vil kunne eksporteres til et stort tysk brintmarked eller anvendes til forskellige PtX-formål i Danmark.

– Det er vores ønske, at Energinets udmelding om placering af omformerstationen for energien fra Nordsøen i Trekantområdet, også skal tænkes ind i CO2-analysearbejdet og overvejelserne om etablering af en brintinfrastruktur, således at hensyn til dels af kunne lagre kulstof balanceres med hensynet til behovet for at kunne anvende kulstof til brændstoffer, siger Christian Motzfeldt.

Links / kilder

Energinet anbefaler at tilslutte strøm fra Energiø Nordsøen til højspændingsnettet ved Revsing i Vejen Kommune

Kontaktinformation

Christian Motzfeldt, Bestyrelsesformand TEA, tlf. 4080 4860

Frank Schmidt-Hansen, Borgmester i Vejen, tlf 2072 1948, fsh@vejen.dk

Søren Schmidt Thomsen, Sekretariatschef TEA, tlf. 2946 6864, sst@triangleenergyalliance.dk