
Finans: Derfor er brintrøret elnettets wingman
Vi står over for en grundlæggende udfordring med at sikre en stabil og robust energiforsyning, samtidig med at vi elektrificerer og reducerer afhængigheden af fossile brændsler. Derfor bør de politiske partier sikre brintinfrastrukturens rolle i det samlede energisystem, når de drøfter regeringsgrundlag.
Danmark og EU står over for en grundlæggende udfordring: hvordan sikrer vi en stabil og robust energiforsyning i en tid, hvor vi samtidig elektrificerer og reducerer afhængigheden af fossile brændsler? Elektrificeringen bliver rygraden i vores forsyningssikkerhed, men udbygningen halter efter behovet – og det gør os sårbare.
I mange år har vi taget strømmen i stikkontakten for givet, og tilliden til systemets evne til altid at levere har været høj. Fremtidens forsyningssikkerhed bliver udfordret, når vi samtidig har opbygget komplekse godkendelsesprocesser for ny infrastruktur, hvor lange klageforløb forsinker nødvendige investeringer. Og globale flaskehalse opstår i leverancer af komponenter til elnettet, fordi mange lande samtidig forsøger at styrke deres energiinfrastruktur.
I stedet for at dedikere fælles fokus på at opbygge alsidige og supplerende løsninger, der gør os uafhængige af fossile kilders envejsudledninger til atmosfæren, så strides sektorer om hvilken teknologi, der er den eneste rigtige. Ofte – pudsigt nok- baseret på vurderinger, der tilgodeser aktørers egne forretninger. Forsyningssikkerhed opnås ved at fordele sine æg i flere kurve og samtænke på tværs – ikke gennem ensidighed.
Konsekvenserne er tydelige: Udbygningen af elnettet kan ikke følge med efterspørgslen. Det bremser både elektrificeringen og udviklingen af vedvarende energiprojekter, som ellers kunne styrke vores energiuafhængighed og stabilitet. Selv projekter med lokal og politisk opbakning bliver sat på pause, og det svækker tempoet i omstillingen.
Forsyningssikkerhed afhænger af samtænkt brint- og elinfrastruktur
Hvis vi skal styrke forsyningssikkerheden, er det nødvendigt at tænke bredere end strøm. Der er allerede ansøgt om nettilslutning svarende til omkring 60 GW hos Energinet– knap 10 gange den nuværende kapacitet i det danske el-net. Selv hvis en del af projekterne ikke realiseres, viser det tydeligt, at presset på elnettet er massivt og vil tage tid at håndtere. Det tog Energinet 11 år at etablere én 172 kilometer 400 kV luftledning i Vestjylland.
Elektricitet kan ikke dække hele samfundets energibehov. Omtrent halvdelen kan elektrificeres direkte, men resten kræver andre energibærere – herunder til grønne brændstoffer og materialer, som næsten alt sammen kræver brint. Brint er ikke blot et alternativ til strøm, men en forudsætning for at skabe et fleksibelt og modstandsdygtigt energisystem.
Udbygningen af en dansk brintinfrastruktur er derfor et vigtigt skridt for forsyningssikkerheden. Planerne om en forbindelse fra Esbjerg via Vejen til Tyskland – kaldet 7-tallet – markerer begyndelsen på en aflastning af elnettet, som samtidigt åbner for eksport og lagring af energi.
I slutningen af 2026 ved vi om brintproducenterne kan købe de nødvendige 0,5 GW kapacitet og skyde første fase i gang. Hele seks aktører viser interesse med et langsigtet kapacitetsbehov på op til 3,7 GW brint og kombineret med de 10 mia. kr. den tyske forbundsregering har afsat til grøn, dansk brint, så forstærker det sandsynligheden for, at 7-tallet kan realiseres markant.
Men brintinfrastruktur skal ses som et strukturelt og sektorkoblende bidrag til at speede elektrificeringsprocessen af Danmark op! Særligt når nu det står lysende klart, at udbygningen af elnettet kommer til at tage tid. Lang tid.
Brint er meget billigere at flytte end strøm
Ifølge Energinet, er brint 5-6 gange billigere at transportere 100 km i forhold til strøm i en 400 kV luftledning. Den tager vi lige igen. Brint koster kun cirka en femtedel pr. energienhed at flytte i forhold til strøm over lange distancer.
Det skal naturligvis med i det samlede regnestykke, at der mistes 15-30% af energien som varmetab i elektrolyseprocessen, hvor der er 3-4% tab i elnettet på transmission. Men når nu vi skal bruge store mængder brint til produkter og brændstoffer på grund af brintens kemiske egenskaber, så er det oplagt at kombinere og se det i sammenhæng.
Læg dertil at det har vist sig svært at skabe økonomi i yderligere offshore vindmølleprojekter i Nordsøen, når energien kun kan afsættes i et elmarked, hvor der er betydelige flaskehalse og for mange timer med lave priser her og nu.
Fuld jysk brint-infrastruktur gør Danmark energi-robust
Vi bør derfor se brintinfrastrukturen i Jylland som et supplement til forstærkningen af el-infrastrukturerne. Det gør vores energisystem robust, muliggør storskala-brintproduktion på off- og onshore VE produktion og øger dermed forbrugssiden af grøn strøm. Endelig er brint forudsætningen for grønne brændstoffer, og det er ikke muligt at tale om reel energi-uafhængighed uden også at have fundet løsninger på brændstofsiden til forsvar-, beredskab og civilsamfund.
For naboerne til de kommende energi-infrastrukturer – tror vi – at der fra en bred kant vil være langt mindre modstand mod at have et brintrør i nærheden. De er gravet ned, som vi kender det fra gas-transmission og lige som med gas-rørene, håndterer vi de sikkerhedsmæssige elementer.
Få politisk opbakning til jysk brint-backbone skrevet i regeringsgrundlaget
Fra TEA og Trekantområdet vil vi derfor benytte lejligheden under de tre måneders pause hos Energinet og mens de politiske partier drøfter regeringsgrundlag til at opfordre til at genbesøge brintinfrastrukturens rolle i udviklingen af Danmarks samlede energisystem.
Etableringen af den samlede jyske brintbackbone med forbindelse til Fredericia og op til lagrene ved Lille Thorup kan aflaste nogle af investeringerne i el-infrastrukturen. Det skaber mere robusthed gennem diversificering, øger energi-uafhængigheden og nyttiggør VE-ressourcer i yderligere led.
Det vil vække VE-industriens appetit på de kommende offshore-udbud i Nordsøen og bidrage til produktionen af grønne brændstoffer. Ikke mindst i Fredericia – hvor forudsætninger og kompetencer til at kunne gøre det i skala allerede er til stede.
En politisk aftale, der skaber sikkerhed for hele brintinfrastrukturen i Jylland, må være næste, naturlige skridt mod et uafhængigt og resilient, vedvarende energisystem.