Det er ikke nok at tale om el-forsyningssikkerhed. Vi skal også til at tale om kulstof-forsyningssikkerhed!
Debatindlægget er bragt i Ingeniøren/Gridtech 18. februar 2026
Det er interessant at følge debatten om hvordan el-forsyningssikkerheden skal sikres – i takt med at mere og mere termisk elproduktionskapacitet udfases.
Enten skal fleksibelt forbrug, elbiler, varmepumper – individuelt eller kollektivt i fjernvarmesystemer bære os igennem – eller også skal der sikres en andel termisk produktionskapacitet via en kapacitetsmekanisme.
Men en kombination er oplagt.
Måske vil du indvende: Hvor slemt kan det da være ikke at have nok kulstof, hvis bare vi har nok grøn strøm og varme?
Det korte svar er, at så kan vi ikke drive vores samfund videre.
Færdig, bum!
Nærmest alt vi omgiver os med kræver kulstof i en eller anden form. Tekstiler vi tager på kroppen uanset om det er udenfor i sneen eller i fitnesscentret. Materialer vi anvender derhjemme i huset. Bygger af. Pakker ind i.
Kappen og isoleringsmaterialet i et fjernvarmerør. Stålet i elmasterne. Brændstoffet til charterrejsen eller F35’erne. Det kræver molekyler og ikke blot energi. Og langt hovedparten af de molekyler vi omgiver os med indeholder kulstof, hvoraf langt hovedparten i dag er fossilt.
Så hvornår er det at vi reelt begynder at forholde os til de ressourcer, som sikrer de ufatteligt mange andre og mindst lige så samfundsvitale opgaver, som kræver kulstofholdige produkter?
Hvornår begynder vi at overveje, HVOR det helt nødvendige kulstof skal komme fra og til hvilken PRIS? Vi kan ganske enkelt ikke leve normale liv, som det vi tager for givet, hvis ikke vi også sikrer vores adgang til kulstof.
Og hvor kan kulstoffet så komme fra?
Biogas er godt, men gør det ikke alene.
Kraftvarme- og varmeværker baseret på biomasse med opsamling af CO2 er også godt, men gør det heller ikke alene.
DAC og DOC er på et meget tidligt udviklingsstadie, og de langsigtede priser på den ringeste form af kulstof, CO2, bliver høj. De kræver i øvrigt også en stor mængde energi at drive, som vil presse vores VE-produktionskapacitet og el-infrastruktur yderligere.
Derfor er det på tide, at vi begynder at medtage vores dybe afhængighed af kulstof i vores overvejelser om, hvordan vi skaber et sektorkoblet, robust, sammenhængende energisystem, og ikke ”kun”, hvordan vi får nok grøn strøm eller varme.
Vi skal bruge en NATIONAL STRATEGI FOR KULSTOF, som ser frem mod klimaneutralitet i 2045 eller 2050, så vi sikrer os imod at træffe kortsigtede beslutninger om eksempelvis nogle af vores centrale biomassebaserede kraftvarmekapaciteter på et utilstrækkeligt og snævert-synet grundlag.
En kapacitetsmekanisme, som alene sikrer økonomien for fortsat bevarelse af biomasse-kraftvarmeværker, men som ikke sikrer stabile driftsmønstre og dermed tilvejebringelse af biogent kulstof til alt ”det andet” udover energi, er for snævert tænkt, fordi vi både skal omstille vores energisystem OG vores industrisystemer.
Energisystemets omstilling er svær og kompleks, men så vent og se, hvilken mur det vil være at rende ind i, hvis vi skubber udfordringen foran os med at skaffe råstoffer som kulstof til industrisystemet.
Det er ikke en målsætning i sig selv at forbruge restbiomasse til energiformål, men der er blot en række sektorkoblingssynergier forbundet med at se på tværs af forskellige former for nytte på et storskala-anlæg som et biomassekraftvarmekulstof-værk og ved at bruge de fornybare ressourcer, som vi allerede har. Ikke det ene eller det andet, men det hele på samme tid, fordi det kræver en kombination af ressourcer at komme hele vejen rundt og blive fri af fossile energi- og råstofkilder, så de kan forblive i undergrunden.
I fire år har TEA gradvist øget fokus på den helhedsorienterede tilgang til omstilling væk fra fossile kulstofkilder, som vores samfund er bygget på. Og i år sætter vi endnu engang fokus på behovet for en national kulstofstrategi forankret i de danske universiteter når den årlige kulstofkonference vender tilbage til Fællessalen på Christiansborg den 26. maj.
Vi, DaCES og Food & Bio Cluster Denmark tager sammen med forskere på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, DTU og CORC næste skridt mod et fagligt grundlag for vores kulstofressourcer og et analytisk arbejde om nationalt husholdningsbudget for kulstof sat på Finansloven.
