De syddanske anbefalinger til national CO2-infrastruktur
CCUS-klyngen Fredericia’s anbefalinger tager udgangspunkt i et samlet nationalt perspektiv, hvor regionale potentialer understøtter hinanden på tværs af regioner og kommuner. En samlet strategi understøtter både de respektive CCUS-klyngers potentialer, men især en national optimering med henblik på, at der skabes national CO2-infrastruktur.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har bedt seks CCUS-klynger i Danmark om at komme med anbefalinger til en national CO2-infrastrukturstrategi. Klyngerne er lokaliseret i København, Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og Fredericia/Trekantområdet. Klyngerne skulle inden nytår 2022 aflevere anbefalinger til en national CO2-infrastrukturstrategi, der kan bidrage til omstillingen af Danmark til et klimaneutralt samfund inden 2050. Anbefalingerne er forankret i Fredericia Business i et samarbejde med TEA, Crossbridge Energy, Everfuel, ADP, Ørsted og TVIS.
Helt centralt skal vi forholde os til det faktum, at CO2 i fremtiden skal ses som en knap ressource, og strategien skal derfor understøtte genanvendelse. Samtidigt er eksisterende infrastruktur såsom havne, kraftværkspladser, raffinaderier og fjernvarmetransmission vigtige elementer for at genanvende CO2.
Anbefalinger
1. ”Hub and spokes”-tænkning (kerne og korridorer struktur), hvor få relevante centre eller omdrejningspunkter udgør kernerne i CO2-netværket, mens decentrale kilder tilknyttes centrene med relevant infrastruktur i form af rørledninger og/eller lastbiltrafik. Centrene i Danmark kan eventuelt på lang sigt rørforbindes og kun såfremt det er økonomisk og driftsmæssigt hensigtsmæssigt.
2. Ressourcer til statslig og kommunal sagsbehandling, så tidshorisonten i de nationale målsætninger kan opfyldes. Midlerne til opkvalificering af myndighedsbehandling specificeres til de seks udpegede CCUS-klyngecentre og pengene afsættes på finansloven, idet midlerne hentes i CCUS-puljerne.
3. Uanset ejerskab til infrastrukturen skal der sikres fri adgang til infrastrukturen.
4. Storskala bufferlagring af CO2 indgår i tænkningen i relation til genanvendelse i power-to-X-processer til grønne brændstoffer. Altså lagring i kaverner frem for akvifer lagring.
Supplerende anbefalinger
Foruden ovenstående centrale og prioriterede anbefalinger bidrager følgende til, at Danmark dels kan opfylde de nationale klimamål og dels vil understøtte en på nationalt plan total økonomisk optimal infrastruktur.
A. Der skal etableres en national CO2-kvalitetsstandard, der fremmer genanvendelse af CO2
B. Der skal etableres på dansk plan og gerne på EU-plan et certifikatsystem for håndtering af biogen og fossil CO2.
C. De regulatoriske forhold skal ændres således at:
▪ Power-to-X relateret infrastruktur (infrastruktur til brint, CO2, e-metanol etc.) sidestilles med anden samfundsvigtig infrastruktur, således at ekspropriering muliggøres.
▪ det er entydigt hvor myndighedsgodkendelsen ligger og at rammevilkår (nye luftemissioner, risikoforhold etc.) er på plads.
D. En kommende CCU-støtteordning skal fremme genanvendelsen af grøn CO2, samtidig med at risici for investorer reduceres.
E. Der skal sikres generel hjemmel til at der kan etableres CO2-fangst og -infrastruktur uafhængigt af ejerskab og på lige vilkår.
F. Der skal hurtigst muligt på EU-plan indgås en aftale om handel med CO2 og transport af CO2 mellem landene.
G. Layout af CO2-infrastrukturer skal designes, så de understøtter såvel anvendelse i power-to-X-processer som lagring.
Download anbefalinger (kort version)
Download fuld rapport (med bilag)