CO2-fangst er forudsætning for klimamålene
CO2-fangst er en forudsætning for at nå klimamålene, men paradokset er, at vi samtidig har for lidt CO2. Et nationalt husholdningsbudget for kulstof er en hurtig vej til at forstå og værdsætte et af de mest grundlæggende, kostbare og usynlige råstoffer i vores hverdagsliv: kulstoffet. Samtidigt vil det sikre os mod en række kortsigtede beslutninger i vores energi- og ressourceplanlægning, som vil gøre den samlede regning for at nå klimamålene unødvendigt svær eller stor.
Kronikken er bragt i Politiken 27. november 2025 og er skrevet af:
Claus Beier, Professor i Økosystemer og Bæredygtighed, KU. Faglig leder for ”biologisk kulstoffangst og lagring” i INNO-CCUS
Søren Schmidt Thomsen, direktør i Triangle Energy Alliance, PtX partnerskabet i Trekantområdet
Fangst og lagring af CO2 (CCS) er nødvendig for at nå de danske klimamål. CCS henviser til en kombination af infrastrukturer og teknologier, hvor CO2 fra industrielle processer ”fanges” på industrianlæg som cementfabrikker og lagres i undergrunden.
Det lyder jo fortrøstningsfuldt, hvis løsningen er så simpel, at vi bare fanger CO2 og sender den tilbage i undergrunden. Så enkelt er det heller ikke, men det enkle ved CCS som ét værktøj fra klima-værktøjskassen er måske også årsagen til den kritik og mistro, som CCS indimellem omgærdes med. Kritikken handler især om, at CCS er et teknisk fix, som står i vejen for en nødvendig og grundlæggende omstilling af de samfundsstrukturer, som forårsager klimaforandringer.
En kritik, som set i et historisk perspektiv er forståelig, fordi teknologi som løsning på miljøproblemer i mange henseender har forhindret mere grundlæggende omstillinger. CCS kunne ses som en undskyldning for fortsat fossil udnyttelse, som giver CO2-forurenerne mulighed for at fortsætte deres aktiviteter og måske endda tjene penge på nu at skulle rydde op. Mange – f.eks. Rådet for Grøn Omstilling – udtrykker derfor kritik af CCS for at være dyrt og unødvendigt, og tage ressourcer fra en mere effektiv og nødvendig omstilling af energisektoren.
Selvom kritikken har sine sandheder, rummer den også en manglende forståelse for, hvad det kræver at bringe klodens kulstofkredsløb i balance, og hvilken afgørende rolle CCS spiller. Ikke som alternativ til, men i samspil med en reel grøn omstilling. De to ting hænger faktisk uløseligt sammen.
Fra undergrunden til atmosfæren
Forenklet forklaret skyldes klimaforandringerne især, at vi gennem de sidste par århundreder har hentet bortgemt fossilt kulstof op fra undergrunden i form af olie, gas og kul, og anvendt det til energi, brændstof og materialer. Kulstoffet omdannes til CO2, som sendes ud i atmosfæren, hvor indholdet derfor stiger.
CO2 er en drivhusgas, der blandt andet reflekterer noget af den varme, som kloden ellers udsender til atmosfæren. Jo mere drivhusgas, jo mere refleksion af varme og jo højere temperatur på kloden. Dér er vi allerede i dag. Den globale temperatur er nu steget med over 1 grad.
Det internationale klimapanel, IPCC, analyserer løbende den tilgængelige klimavidenskab, og deres konklusion er meget klar. Hvis vi fortsætter ufortrødent, vil klodens temperatur stige med op mod 5 grader i år 2100. 5 grader lyder måske ikke af så meget, men IPCCs analyser er skræmmende. Det vil medføre helt katastrofale og uoverskuelige klimaforhold for de fremtidige generationer med oversvømmelser, tørke, naturbrande, hedebølger, fejlslagen fødevareproduktion og klimaflygtninge.
Vi ser allerede eksempler på det, som burde være varsler for alle, og som vi skal tage alvorligt. IPCC har fastslået, at det er afgørende, at temperaturstigningen holdes under 1,5-2 grader, som derfor også er blevet det mål, som vores klimastrategier sigter efter.
Årsagen til klimaforandringer er altså ret enkel – når vi udleder CO2 til atmosfæren forårsager det klimaforandringer. Løsningen er i princippet lige så enkel – stop stigningen i atmosfærens CO2-indhold.
Danmarks husholdningsbudget for kulstof er overskredet
Klimaindsatsen handler nationalt og globalt grundlæggende om, hvordan vi bruger og håndterer kulstof. På den måde minder det om de flestes privatøkonomi, hvor man skal få indtægter og udgifter til at balancere gennem prioriteringer og besparelser og undgå at ende i minus. Lige nu trækker vi gevaldigt på klimakreditten, og det er uholdbart for klimaet.
For at undgå at atmosfærens CO2 indhold stiger har vi groft sagt 5 værktøjer.
- Mådehold
Vi kan ”spare”, altså undlade at sende CO2 ud ved simpelthen at bruge mindre kulstof. Forbruge mindre, flyve mindre, isolere for at spare energi og så videre. - Kulstoffrie løsninger
Vi kan finde kulstoffrie alternativer til vores fossile forbrug. Cirka halvdelen af vores kulstofforbrug stammer fra fossil afbrænding, som kan erstattes af vedvarende energikilder som sol og vind gennem elektrificering. Den anden halvdel kræver kulstof. - Fotosyntese og biomasse
Vi kan erstatte fossilt kulstof med kulstof, som planter og træer hiver ud af atmosfæren, når de laver biomassens kulstof af luftens CO2. Når vi anvender kulstof fra biomasse til erstatning for kul og olie til f.eks. kemikalier, plastik og byggematerialer undgår vi dermed at CO2-indholdet i atmosfæren stiger, og hvis vi undlader at nedbryde biomassen, f.eks. ved at dyrke skov, lagres kulstoffet i kortere eller længere tid og bidrager til faktisk at reducere atmosfærens CO2-indhold. - CO2-fangst og lagring
Vi kan forhindre at CO2 fra industrielle processer, som ikke kan undgås, udledes ved at fange og lagre det ved hjælp af CCS. - CO2-fangst direkte fra atmosfæren
Vi kan trække CO2 ud af atmosfæren ved hjælp en teknologi kaldet Direct Air Capture (DAC). DAC kan ligesom fotosyntesen trække CO2 ud af atmosfæren, og dermed forhindre at atmosfærens CO2-indhold stiger. Hvis CO2 fra DAC eller biomasse gemmes bort med CCS vil det medføre at atmosfærens indhold af CO2 falder. (Derfor også kaldet ”negative emissioner”). Det er også under udvikling at hente CO2 ud af havvand (Direct Ocean Capture/DOC).
Det femte værktøj med negative emissioner kan også fungere som ”kompensation” forstået på den måde, at hvis vi udleder fossilt CO2, kan vi opveje det med en modsvarende negativ emission.
At have hele fem værktøjer i værktøjskassen til at modvirke, at kulstofbudgettet overskrides lyder umiddelbart som luksus. Men desværre kan ingen af de fem værktøjer løse problemet alene. For eksempel kan vi ikke finde kulstoffrie alternativer til alt i vores hverdag. Sol og vind kan ikke løse alle energibehov, og CCS er kun velegnet til store CO2– punktkilder som affaldsanlæg eller kraftværker.
Alle værktøjer, alle steder, på samme tid
Hvilke klimaløsninger skal vi så satse på? Svaret er ret enkelt: Dem alle!
Klimaløsninger bliver et kludetæppe, hvor vi skal bruge alle værktøjer samtidig. Nogle værktøjer overlapper, hvilket giver mulighed for at vælge, blande og prioritere i balancen mellem forskellige metoder.
For eksempel kan vi vælge at lave klimaneutralt flybrændstof af biomasse eller alternativt vedblive at bruge fossilt kulstof og efterfølgende kompensere CO2-emissionen med tilsvarende negative emissioner. Det afgørende er, at atmosfæren ikke tilføres mere CO2, og begge strategier kan skrues sammen, så dét princip er overholdt.
Det understreger en vigtig pointe, nemlig at der molekylært ikke er forskel på CO2, der kommer fra olie fra undergrunden, fra forrådnet træ eller fra atmosfæren. Det er alene mængden af CO2 i atmosfæren, og dermed drivhuseffekten, der er afgørende. Kulstof i undergrunden svarer til penge i banken, der er gemt bort fra det daglige kredsløb og dermed ikke bidrager til atmosfærens CO2-indhold. Problemet opstår når vi hiver det gemte og inaktive kulstof i undergrunden frem og sender det ud og dermed forøger CO2 i atmosfæren.
Vi skal det hele – vi skal både spare, forhindre, erstatte og kompensere CO2-udledninger, og vi får brug for negative emissioner. Her bliver CCS uundgåeligt. Ikke som en overspringshandling eller en forhindring for reel grøn omstilling, men som et nødvendigt instrument, der spiller sammen med de andre værktøjer.
Samspillet består i, at vi også i fremtiden vil bruge store mængder kulstof, selvfølgelig i form af vores fødevarer, men også til plastik, kemikalier og materialer. Dét kulstof skal trækkes ud af atmosfæren og ikke op af undergrunden og efterfølgende forarbejdes til de forskellige formål. Her bliver infrastrukturer og teknologier til CO2-fangst og lagring vigtige for at fortrænge fossile kilder.
Formålet med at fange CO2 er derfor ikke at forhale grøn omstilling, men både at levere nødvendige byggesten til alternativerne til fossile vaner og hverdagsforbrug (også forkortet CCU) og at skabe kompensation og negative emissioner.
Hvad kan vi selv gøre på den korte bane?
Klimarådet og Det Nationale Bioøkonomipanel har med udgangspunkt i beregninger fra Aarhus Universitet vist, at vi kan producere markant mere kulstof fra Danmarks arealer, samtidig med at der også produceres fødevarer og skabes plads til natur, skov og biodiversitet, og at vi kan reducere behovet for kulstof, hvis vi genbruger det via princippet om ”kaskade-udnyttelse”. Men beregningerne viser også, at det bliver virkelig vanskeligt at producere nok biomasse fra skov- og landbrug i Danmark til vores eget behov.
Selv med væsentlige omstillinger bliver vi afhængige af enten DAC/DOC eller af import af biomasse. Betydelig langsigtet import af biomasse er en problematisk strategi af flere grunde. Dels kan det være vanskeligt at sikre sig, at biomassen lever op til at være ”bæredygtig”, dels skal andre lande selv bruge biomassen til egne klimaløsninger, så prisen bliver høj, og dels risikerer vi at Danmark i international sammenhæng bruger uproportionelt meget biogent kulstof.
Vi må forvente at DAC/DOC vil spille en betydelig rolle. Her er udfordringen, at det formodentlig bliver dyrt. Man skal filtrere mere end én million kubikmeter luft for at fange 1 ton CO2 fra atmosfæren, hvilket i sagens natur kommer med en pris. Uanset den høje pris får vi brug for disse teknologier, men de høje omkostninger betyder,, at grundlæggende omstilling væk fra kulstof bliver vigtigt. Hvis vi undlader at omstille, og i stedet bare fortsætter med uhæmmet udledning af CO2 og efterfølgende kompensation med DAC og CCS, bliver det sandsynligvis ekstremt omkostningsfuldt, og den seneste forskning viser, at mængden af CO2 vi kan lagre med CCS globalt set er begrænset.
Jo mindre vi omstiller, og jo mere vi udleder, jo mere skal vi kompensere og jo dyrere bliver det.
Derfor får vi et klart incitament til at lave reelle omstillinger af forbrug og levevis. De fysiske omstændigheder ved at være afhængig af ressourcer dyrket på jordoverfladen sætter nogle naturlige grænser for vores forbrug – en begrænsning der forstærkes, da hele verden er på den samme mission, og der er befolkninger i andre dele af verden, der har en velbegrundet forventning om at kunne forøge deres forbrug af kulstof. Danskernes forbrug af biogent kulstof ligger allerede i dag cirka 2-3 gange over IPCCs langsigtede mål.
Atmosfæren har for meget, men kulstoffet er knap ressource
Fangst af CO2 fra atmosfæren bliver flaskehalsen, der udfordrer fremtidens klimaløsninger. Og en flaskehals der vil kræve store omstillinger, medmindre vi er villige til at betale hvad som helst for CO2’en. Samtidig er det vigtigt at forstå, at ligesom CCS ikke kan være en undskyldning for at undlade omstilling, så kan omstilling heller ikke blive en undskyldning for at undlade CCS, som spiller en afgørende rolle til at fjerne tilstrækkeligt CO2 permanent fra atmosfæren.
Vindmøllerne tog årtiers udvikling for at blive et reelt alternativ til strøm produceret på fossile ressourcer. Vores teknologier til at fange CO2, håndtere og nyttiggøre det – uanset om det er gennem biogene restprodukter, luften eller havet, lagre det eller lave grønne produkter – vil tilsvarende kræve lang tids udvikling. Derfor kan vi ikke løse klimaudfordringen ved at prioritere én ting ad gangen og vente med resten eller ved alene at elektrificere eller ved at holde op med at spise kød eller flyve. Vi skal omstille væk fra kulstof, alt hvad vi kan, og samtidig anvende CCS så meget som nødvendigt”.
Danmark mangler national kulstofstrategi
Da kulstof er en knap ressource, som vi er dybt afhængige af, lige så længe vi er her på Jorden, har vi behov for at få udarbejdet en national strategi for vores kulstof. Den skal blandt andet give svarene på fundamentale spørgsmål om hvor meget kulstof vi skal bruge, af hvilke typer og hvor det skal komme fra – og nok så vigtigt, hvordan fundamentale omstillinger kan sikre at vores kulstof-budget i sidste ende går op. En sådan strategi kræver ikke bare teknologiske overvejelser og udviklinger, men også samfundsmæssige samtaler og politiske beslutninger.
Hvis ikke vi har en plan, hvordan skal vi så kunne komme i mål?