
Bro over Atlanten bygget på CO2
Fangst, anvendelse og lagring af CO2 er en nødvendig indsats for at nå globale klimamål, men industrien skal modnes. Green Hub Denmark, Clean og Triangle Energy Alliance vil bygge bro på tværs af Atlanten og dele erfaringer med projektet ”Capture North”.
”Capture North” bygger videre på Green Hub Denmark og Clean’s flereårige danske engagement i Alberta, Canada. Siden 2022 har samarbejdet samlet virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige aktører om konkrete aktiviteter inden for CO₂-fangst, anvendelse og lagring (CCUS) og opbygget et stærkt netværk.
– CCUS er et vigtigt værktøj i arbejdet mod Danmarks og EU’s klimamål, men udviklingen i Danmark bremses fortsat af manglende regulering, finansiering og adgang til storskala-testfaciliteter. Med Capture North vil vi styrke danske aktørers adgang til viden, netværk og erfaringer og skabe tættere erhvervsrelationer, siger Michael Stie Laugesen, Projektchef i Green Hub Denmark.
Med afsæt i tidligere succeser fortsætter indsatsen i Alberta og udvider med fokus på Californien for at opsnappe nye tendenser, løsninger og tilgange inden for CCUS.
Ingen grænser for CO2
Alberta er i dag blandt de internationale frontløbere inden for CCUS – blandt andet drevet af en stor og veletableret olie- og gasindustri med klare politiske rammer.
– De indretter statslige rammevilkår, så CO2-fangst bliver attraktivt, og markedet og efterspørgslen på CO2 som råstof til enten lagring eller nytte modnes. CCUS bliver dermed løftestang for erhvervsudvikling og handelspotentialer på tværs af vores fælles interesser over Atlanten. Derfor er vi også meget glade for at modtage støtte fra Energistyrelsen, som gør det muligt at udfolde det dansk-csanadiske samarbejde nu og mange år fremover, så vi kan gøre en mærkbar forskel, siger Kasper Havemann, Senior Project Manager Manager & Head of CCUS ved Clean.
CCUS spiller en central rolle i arbejdet mod Canadas klimamål om at reducere udledningerne med 40 procent i 2030 – og i at sikre industriens fortsatte internationale konkurrenceevne, hvor der er tilsvarende værdifællesskab i Europa og Skandinavien
Vi skal fange, bruge og lagre kulstof
Erfaringer fra CCUS-markeder med veletableret infrastruktur, stærke test- og demonstrationsmiljøer og klare politiske rammer er vigtig inspiration til dansk CCUS-udvikling. Triangle Energy Alliance deltog i delegationstur til Alberta i 2025, og projektpartnerne var enige om at give et fælles skub til dansk CCUS-udvikling.
– CO2 er værdifuldt. Det skal lagres og bruges, og det går stærkest, når vi skaber et marked, som motiverer til at spare, fange og binde det i undergrunden. Men C’et står for Carbon, altså kulstof, og vi mangler grønt kulstof og ”genbrug” af CO2 til proceskemien bag vores hverdagsrutiner. Vi er vant til flyrejsen, sportstøj fragtet fra Fjernøsten og plastiklegetøj, som alt er baseret på kulstof fra fossile kilder, som vi også skal huske at finde alternativer til. Vores partnere arbejder på begge dele, og vi kan lære af canadiernes fossile økosystemer, men vores skal baseres på vedvarende kilder, siger Søren Schmidt Thomsen, direktør i TEA.
Om Capture North
Capture North skal styrke danske virksomheders og vidensinstitutioners adgang til dialoger, samarbejde og vidensudveksling med nordamerikanske aktører med fokus på teknologiudvikling, forretningsmodeller og eksportpotentiale inden for CCU(S). Dertil skal samarbejder styrkes og udviklingen af danske CCUS-kompetencer accelereres.
I 2026 bevæger Capture North sig videre med nye aktiviteter på tværs af Atlanten. En af de kommende milepæle er en planlagt delegationsmission til Alberta, Canada, i september. Forberedelserne starter i første kvartal, og projektet vil løbende dele information om aktiviteter og muligheder for at deltage.
Projektet omfatter to planlagte delegationsture:
- 2026: Alberta, Canada
- 2027: Californien, USA
Projektet ledes af Green Hub Denmark og gennemføres i samarbejde med Clean og Triangle Energy Alliance. Embassy of Canada to Denmark og Alberta Innovates bidrager som strategiske samarbejdspartnere. Partnerkredsen er desuden i dialog med aktører i Californien.
Projektet er støttet af Energistyrelsens Tilskudspulje til Fremme af Energieksportindsatsen og løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2027.